[Op igen]

Scorpemanns Læxigon..


Et spørgsmål er indløbet til Scorpemanns brevkasse.. Det lyder således:

Hvem har opfundet "Hollywood dækkene" som altid hyler i amerikanske film?

Jeg kunne svare kort og sige : Viggo Hansen.

MEN!

Det vil jeg slet ikke gøre.

Viggo Hansen hed manden som opfandt de hylende dæk som især kendes fra amerikanske film. Efterhånden som danske filmproducenter er begyndt at lefle for laveste fællesnævner (altså dig), ser man også disse dæk i danske film.

Også i filmens ungdom havde man hylende dæk på biler, men det var mest fordi man ikke kunne finde ud af at lave dem ordentligt. Biler begyndte kategorisk at hyle når de havde kørt et vist antal kilometer. Men i nyere tid, hvor filmindustrien skal jage sig igennem den ene produktion efter den anden, har man ikke længere tid til at køre det antal kilometer der skal til, for at få dækkene til at hyle.

Her kommer vor helt ind i billedet. Viggo Hansen var en ung opfinder, fjernt beslægtet med Arne Hansen, som ejer fjerkræslagteriet i Assens.
Unge Viggo ville ud og prøve sine egne vinger af, og tog derfor til USA for at prøve lykken. Han fik job hos Warner Brothers, som kulisseslæber. Han fik derigennem set mange optagelser til film, og som så ofte, så han hvordan der manglede et element af spænding i de fleste biljagter.

En dag efter arbejde sad han og overværede en dramatisk biljagt, bag rattet i sin bil. Han kiggede bagud, og så panserne og lavede et skarpt U-sving, hvilket fik den gamle buick til at hyle af smerte fra dækkene. WOW!, tænkte han, og satte kursen mod filmstudiet, hvor han tiltvang sig adgang til producerens kontor, og forklarede ham ideen om de hvinende dæk.

Produceren tænkte også "WOW! det er DET der skal til..".

Kort efter var Viggo Hansen den nye fabrikant af hylende dæk i Hollywood.

BabySpice: Scorpio: Jamen hvordan fik han dem egentligt til at hyle??? *SS*

Ohh.. Jamen så må vi se på teknikken bag dækkene.

Dækkene blev til at starte med produceret med en ventil, som skulle hyle når hjulet blev drejet i høj fart, men det viste sig at være for monoton en lyd. Filmgængerne brokkede sig højlydt over den platte effekt. Nu er gode dyr jo rådne, tænkte den gode Viggo. Og vupti! Ideen var i hus.

Han skulle selvfølgelig putte et dyr ind i dækket, for er der noget som lyder mere plagsomt og skingert, og samtidigt naturligt, så må det være et dyr.

Han prøvede sig frem og fandt hurtigt frem til at det skulle være en kat. Det første dæk var svært at fremstille, og Viggo blev meget forrevet da han ville proppe en stor hankat fra sin baggård, ind gennem ventilen på sit dæk. Og så skulle han jo også lave de tre andre dæk.

Men med tiden raffinerede han sin metode, så han kunne suge al luften ud af katten, og støbe den ind i selve dækslangen. Han pustede så herefter både slange og kat op på en gang.

Og når bilerne så drejede i svingene, så skreg dækkene noget så gudsjammerligt, at biografgængere fór sammen i stolene. Det var noget som skæppede i kassen. Viggo Hansen blev en meget holden mand i Hollywood.

Efter at han var blevet stjernerig, blev han enig med sig selv om at han trængte til et amerikansk navn. Han valgte at kalde sig Ronald Agatha Hanson.

Scorpio. Cand. sparkerøv.

  • Se også næste afsnit, hvor jeg behandler det fænomen at biler i Hollywood altid eksploderer som atombomber, bare ved sammenstød med en tom papkasse.