[Op igen]

Forsikringsselskabet Your Loss
Selskabstømmermænds Boulevard 15
8973 Såttefuld

20. juni 1999
Journalnr.: 0639

Hr. Mogens Lykketoft.
Hikkevej 11
9123 Fedeberg

Vedr. deres klagesag over Frisør Cut 'n Paste.

De har i Deres klagebrev til Frisør Cut n' Paste v/ Per Verner, angivet en række skader, som De mener at have lidt da De fik permanentet/klippet Deres skæg.

Herunder skal vi referere frisørens udtalelser til sagen, samt selskabets afgørelse.

De hævder at frisøren med vilje klippede Deres ene øre af, da Deres skæg blev klippet.
Til dette indvender frisøren at Deres øre sad uhyre løst, og ligesom forlenede Deres udseende med et katastrofalt udtryk. Da Deres øre faldt på gulvet, indtraf den uheldige hændelse at frisørens søn åd øret i den tro at det var en vingummi. Det er jo hvad der kan ske. Frisøren tilbød Dem herefter at svejse en vingummi på Deres tinding som kompensation, hvilket De afslog med ordene "Jeg vil have kontanter!". Vores opfattelse af situationen er, at frisøren har gjort hvad han kunne for at kompensere for skaden, og at De derfor ikke er erstatningsberettiget.

Ydermere så de Dem i spejlet og udbrød "Hvad har de gjort ved mit skæg? Jeg ser jo latterlig ud!"
Frisøren har til os forklaret at han gav Deres skæg den sædvanlige behandling. Vores vurdering af skaden på Deres udseende, må blive at de så latterlig ud da de kom ind i forretningen, og derfor ikke havde krav på at ligne et normalt menneske, da De forlod forretningen. Så heller ikke her kan De gøre Deres ublu krav gældende. Frisøren tilbød Dem en pose med et smukt motiv udenpå, som De kunne bære over Deres ansigt. Dette afslog De, hvorefter De tilføjede frisøren adskillelige slag i ansigtet.

Konklusion:
De får ikke en rød reje. De har hele tiden set latterlig ud, hvilket De må lære at leve med. Frisøren er stadig villig til at påmontere en vingummi på Deres tinding, selvom Deres tab ikke har nogen som helst forbindelse til frisøren. De kunne jo også bare holde hovedet i ro. Hvorom alting er, skaderne er, set med forsikringsselskabets øjne, selvforskyldte, og at Deres udseende er latterligt, er der intet at gøre ved. De har sikkert andre kvaliteter at spille på, som f.eks. Deres gode humør eller Deres vindende personlighed.

Tillad mig at henlede Deres opmærksomhed på De positive aspekter i sagen.

  1. De vil aldrig have problemer med at finde et samtaleemne ved receptioner.
  2. De vil aldrig være nødt til at bruge tid på at konversere villige blondiner, men kan hellige Deres tid til nyttige gøremål, såsom at forsøge at blive fotograferet til Se og Hørs konkurrence "Ups for en fæl stodder". Måtte vi i samme åndedrag nævne at man kan vinde en hund i benævnte konkurrence. Racen er endnu ikke offentliggjort.
  3. De vil gøre lykke når De besøger et blindeinstitut.
  4. De vil altid have en feature i Deres udseende som har været meget få forundt. Van Gogh var vel heller ikke helt tilfreds med sin frisør i starten, men se hvor berømt han er i eftertiden.

Selskabet betragter herefter sagen som afsluttet. Dersom De skulle have spørgsmål, vil jeg bede Dem stile dem til Deres kælderdør, i det vi ikke er interesseret i at beskæftige os med Dem yderligere.

Deres Frisørs forsikringsmægler

Swami Rabami Suth Ming Salami