Thelm@ har ganske enkelt udbedt sig en redegørelse for begrebet "Panikalder".

Og ja, hvad er dette "panikalder" så for noget?..

Jeg har søgt lidt i min hjernekasse, og fundet dette lille stykke beskrivende tekst, som burde være tilstrækkeligt til at slukke videntørsten for vor lille spørger med de kontoversielle spørgsmål..

Panikalder:

I livets begyndelse, ruller safterne igennem os. Man er ung og umoden, og døden ligger en så fjernt. Man vokser op, og finder sig den ene mage efter den anden, velvidende at man har et smækkert legeme som det modsatte køn tørster efter. Man kaster sig i grams, så at sige, som perler for svin.

Men samfundets normer og naturens orden vil det således at man holder sig til en partner til døden skiller os ad. Det er noget samfundet, formynderisk bestemmer, og naturen det billige skidt påbyder.

Panikalderen opstår, når man indser at man faktisk ikke længere kan gøre sådan som safterne hvisker i ens øre. Med tiden er man blevet, for mænds vedkommende halvskaldet og småimpotent, og for kvinders vedkommende, "tør i skrævet", tror jeg tilstanden hedder, og alt for seriøs.

Når disse tilstande opstår, så sker der for nogle mennesker en opvågnen. Tørheden og skaldetheden svækker interessen for det modsatte køn, opdager vi. Vi vågner om natten badet i sved, ved tanken om at man springer rundt på en grøn eng, og alle de smukke mager af modsat (eller samme, om man lyster) køn, vender os ryggen.

Selvom man nok har en partner derhjemme, så er det ikke ensbetydende med at man får noget på den dumme. Sådan er livet jo. Man har sagt for meget ævl, til at partneren synes at man er lige så kodyl som man var dengang for 20 år siden.

Og i takt med at hårene falder af og bliver grå, begynder man at tænke -"var det det?". Man vil gerne lige mærke suset af safterne, og pulsen som banker hørligt i øregangene en sidste gang, inden man bliver til muld.

Det afføder så langsomt en mere og mere desperat adfærd, hvor man hele tiden forsøger at tækkes det modsatte køn med stadig mere dramatiske midler. Kvinderne begynder at farve håret rødt, selv om enhver kan se at dén røde farve hører en 18 årig til. Kvinderne begynder at falbyde sig til hormondirrende ungersvende, for at mærke at deres kroppe stadig lader sig bespringe. Så sidder de der i Illums Cafeteria, og kigger efter drenge, som har to sukkerknalder stående på højkant (giggolosignalet).

Mændende forsøger med skiftende held at gøre det samme. Jeg vil endda sige at det for mænds vedkommende ofte udarter sig i endnu mere graverende og ynkelige forsøg. De forsøger f.eks. ofte at komme af med ølmaven, trods 20 år med 10 bajere om dagen. Selvom de aldrig kommer af med maven, så bilder de sig ind, at efter et halvt års hoppen rundt i fitness-centeret, er maven væk. Så render de rundt og viser deres blege deller frem på stranden, overbevist om at alt kvindeligt begærer lige netop deres krop. Og de begynder efterhånden at rende og blive sjofle over for deres kolleger og alt andet kvindeligt som krydser deres vej, undtagen konen, som altid er på indkøb i Illum.

Når de så har høstet tilstrækkeligt mange lussinger, går der panik i dem, deraf udtrykket panikalder. De opfører sig uværdigt ved sammenkomster, og flirter skamløst med alle, og bliver blinde for deres egen latterlighed.

Man kan sige, at panikalderen opstår for folk, som ikke vil indse livets naturlige gang. Når kroppen bliver lasket og slap, så er det lizzom naturens signal om at man bør holde sig inden døre eller blot tækkeligt klædt, og begynde at læse nogle bøger om parforhold, så man kan holde på konen, istedet for at forsøge at skifte hende ud.

Mine råd til de som ender i panikalderen, er:

• Bliv dog voksen. Du bliver alligevel ikke ung igen, selvom du forsøger at ligne. Tag dog imod rådet fra en som ved det.
• Indse at du ikke er lige så klog som din krops rynker siger at du bør være, og se dog at blive det. Læs Kama Sutra og Ananga Ranga igen og igen, så du kan noget i sengen som den unge løve/inde ikke kan.
• Tag dig af dine børn, istedet for at begære dine børns klassekammerater. Det er jo næsten lidt blodskamsagtigt.
• Nyd dine børnebørns benovelse over din visdom.
• Husk, at hvis du ikke opfører dig alt for uværdigt, så betaler det sig i sidste ende, ved at du kan gå og grine af alle de andre som ikke læste denne side, og render rundt med farvet hår og solbriller og cruiser i den bil de alligevel må sælge om få måneder fordi de ikke havde råd alligevel.

Tænk på at din slappe krop frigør dig fra alle de følelsesmæssige problemer en teenager har og du kan slappe af fra ræset med at blive såret og såre andre bare fordi du skal have dyppet dyret en sidste gang eller ti.
Sid hellere på altanen eller terassen og kig på de unge løver, som alligevel ikke tror dig når du siger at denne alder er den bedste. Lad dem komme i panikalder, og glæd dig over at du læste dette.

Med venlig hilsen